Lad mig hjælpe dig med at mærke dig selv…
Ninna Holm
Mit navn er Ninna Holm, jeg er uddannet produktionsingeniør og arbejder som adjunkt hos VIAUC i Horsens. Jeg er blevet færdiguddannet massageterapeut hos Kasha Hansen, Oasen i København, i maj 2010.

I år 2003 skete der en del i min familie, hvilket åbnede for min interesse for alternativ behandling, meditation, spiritualitet og healing. Jeg har løbende igennem årene været på forskellige selvudviklingskurser og har siden år 2007 været i gang med min uddannelse hos Kasha. Indre frigørelse, polaritetsmassage og massagegrundkursus var de kurser der startede hele udviklingsforløbet for mig.

I starten masserede jeg mine venner for at få lært ”håndværket”. Det har været en stor hjælp for mig, at jeg har arbejdet så meget med meditation og min intuition. Det støtter mig i hele massagesessionen, hvor jeg er meget nærværende og har fokus på det, der nu er behov for hos den enkelte klient.

Min motivation er et ønske om at hjælpe andre…

Kroppen betragter jeg som “alt-vidende”. Vi oplever jo alt gennem kroppen, vore sanser (syns, lugte, smags osv.) er forbundet med kroppens funktioner. Derfor er min erfaring at vi må have kroppen med, hvis vi ønsker at slippe mentale blokeringer.

I min rolle som terapeut er det vigtigt for mig altid at møde mine klienter med åbenhed, ærlig nysgerrighed og ikke mindst masser af respekt for det menneske de nu er. Jeg ønsker altid at kunne støtte mine klienter i deres udviklingsproces i det tempo og omfang, der er rigtigt for den enkelte klient.

Min kærlighed til alle andre mennesker er det jeg møder mine klienter med og arbejder ud fra. Jeg arbejder ud fra en holdning til mine medmennesker om at de allesammen er enestående, fantastiske personer, der indeholder masser af kærlighed. Nogle af mine klienter har livserfaringer, der har sat sig som blokeringer i kroppen. Hvis jeg under massagesessionerne kan hjælpe og støtte klienterne til langsomt at slippe blokeringen, vil de kunne leve livet mere i overensstemmelse med hvem de rent faktisk er.